Over Atlanten

Besætningen på 9 mand (Claus, Christian, Kristian, Carsten, Allan, Knud Erik, Vagn, Klaus og Carsten),  blev samlet på Tenerife d. 15/11- 2018. Næsten alt var klar til afgang næste morgen. Vi manglede bare lige en ny vandpumpe til generatoren, som skulle være kommet allerede dagen før. Men – men – men. Fredag gik, lørdag gik, søndag gik. Stadig ingen vandpumpe

Vi lavede småreparationer på båden og frustrationen var voldsomt stigende, ingen kunne med fuld overbevisning fortælle os, hvor i verden den efterlyste vandpumpe befandt sig.

Vi nød alligevel dagene med små udflugter bl.a, ”Tide Nationalpark” og besøg på diverse restauranter og barer.

Tirsdag kom pumpen endelig sidst på eftermiddagen. Pumpen blev monteret, og der blev købt ekstra proviant og drikke ind. Efter verdens hurtigste klargøring var vi klar til afgang kl 20.15 fra havnen ”Las Galetas ”

ENDELIG UD AT SEJLE

skipper-pc3a5-vej-over-atlanten-19-11-18Vi startede i 8 til 10 s/m med store, gamle dønninger. Vi blev inddelt i 3 vagthold med 3 timers vagtskifte om natten og 4 timers vagtskifte i dagtimerne.

Det var pragtfuldt endelig at komme ud af havnen, men desværre døde vinden langsomt til 0 til 5 s/m, mens de store atlanterhavsdønninger fortsatte med at rulle ind fra siden. Dette gav en meget urolig sejlads – flere rumlende maver og lettere søsyge opkastninger-

Onsdag d 21:

Stadig motorsejlads ingen vind, langsomt aftagende dønninger. Dejlig stemning ombord, med velfungerende vagthold med god energi. Vi starter med at fiske efter båden. Ingen bid

Torsdag d.22:

 Stadig motorsejlads, kurs mod Capo Verde øerne. Ingen vind fra skiftende retninger med mere rolig søgang. Vi badede fra båden på 5 km dybgang med havtemperatur på 23 grader. Vi kunne svømme rundt om båden. Vi fangede de første 3 store fisk. Alle flotte Doradoer. Vi fik lækre Dorado Steaks til aftensmad.

Senere kl 22 kom vinden og vi satte sejl. Det gik strygende, men vinden øgede til 15 – 18 s/m i bygevejr med agten for tværs. Vi valgte at bjærge storsejl og fortsatte for Stay-sejl alene. Vi mærkede at det var meget tungt grej at håndtere, men Impulse bjergede sig flot i de store bølger og sejlede nemt 12-13 knob.

 Fredag. d.23 :

Vi var nu 250 sømil fra Capo Verde, vinden 8 – 12 s/m agten for tværs, sejlede 7-10 knob. God stemning ombord med aldersforskel fra 20 til 70 år. Alle nød sejladsen og vi fangede fisk hver dag.

Vi så delfiner, og masser af flyvefisk

Lørdag d.24:

Vi var nu nede i Passatvinden  og lagde kursen over mod Barbados. Havtemperaturen var nu 24 grader. Vi fangede en Dorado, som en Haj stjal fra os inden vi fik den ind. Vi så masser af flyvefisk og delfiner. Meget mørk nat, med meget vind. Store natdønninger, vi loggede over 14 knob med rebet storsejl, og blev kastet noget rundt i køjerne. Fremover ville vi rebe ned hver aften.

Søndag d 25.

Døgndistancen var helt oppe på 202 sømil. Efterholden var det blevet praksis at vi tog saltvandsbad på agter platformen, med efterfølgende ferskvands dusch med vandforstøver. Gymnastisk træning foregik på fordækket. Vi observerede hvaler til bagbord, men kom ikke rigtig tæt på dem.

 Mandag d. 26:

Både hav og lufttemperatur var stadig stigende, ca ½ grad pr. Døgn. Havtemperaturen var nu 25,5 grader. Vi samledes hver dag kl 17 til sundowner, hvor vi også luftede stemningen ombord. 

Alle var ved godt mod, og med god energi og højt humør og vi nød for alvor at være totalt udelukket fra enhver form for kommunikation med omverdenen. Ingen mails, SMS eller mobiler der ringede. Det var virkeligt afstressende.

Natten var fantastisk flot med klar stjernehimmel med månen lige agter, nord stjernen om styrbord og syd korset til bagbord, mens mælkevejen trak sit tågede slør tværs over himlen. 44f375e4-514c-458c-bd06-cbc2233e338eIdyllen kun afbrudt af enkelte flyvefisk der skinnede i nattehimlen, når de fløj over båden, eller ramte dækket eller en af os. Et par stykker fandt vej gennem skylight, og landede i hovedet på Klaus der lå og sov sødt.

                       

Tirsdag d.27.

Efter en rolig dag passerede vi midtvejs positionen kl 20.08 ,- 1369 Mil. Champagne på køl, efterfulgt af hyggelig middag med friskfanget Dorado. Varmen var nu stabil. T- shirt og shorts hele døgnet. Nu kun iført silkesovepose om natten.

6653d81d-7a2f-40ac-8e69-c437c52cf45b

 Onsdag d.28 til fredag d. 30:

Et par rolige dage. Afslapning, læsning, fiskeri gymnastik, de sædvanlige arbejdsopgaver efter vagtplanen, som brødbagning, rengøring, madlavning, navigation m.m. Stadig vedvarende fiskeri. Vi fangede en  stor Marlin/Sejlfisk. Og vi mistede en kæmpe Marlin der sprang linen, som 3 mand med sejlerhandsker holdt og forsøgte at trække ind , efter ca ½ times kamp.

Vi havde senere fredag nat et uhyggeligt 180 graders vindspring, mens vinden øgede øgende til 

18 s/m. Dette resulterede i ufrivillig bomning, kæmpe brag og Preventeren der sprang. Grejet holdt ellers uden efterfølgende skader. Efter 20 min. sprang vinden tilbage til normal østenpassat igen.

Weekenden1-2/12

93e1c3bc-ab17-4584-b60a-2b1359cfd6f6

 

 

 

 

Lidt svagere vind. Rolige dage. 550 Sømil til Barbados. Vi fangede ½ tun. En haj havde spist resten under indhalingen. Vi fik kun hovedet og nogle trevler af kroppen op …

 

Vi begyndte at se julekalender hver aften efter aftensmad på fjernsyn/DVD. Den gamle ” Jul på Vesterbro”

Meget hyggeligt. Det var bådens eneste julestemning, udover et mini plastik juletræ, som Claus havde med.

Mandag d 3.                                                       

345 sømil til Barbados. Der bliver snakket en del om ankomstvæddemål samt om grillet hummer og kold hvidvin når vi ankommer til Barbados.

God vind gode bølger. Vi var ved at gå ned på nogle basisfødevarer som rugbrød, pålæg, frugt og grønt og mælk. Stor opfindsomhed med frokosttilberedning – masser pasta og ris.

Vi måtte standse fiskekonkurrencen  da vi ikke kunne proppe flere fisk i fryser og køleskab.

Onsdag d.5

Endelig kunne vi skimte Barbados i det fjerne. Vi ankom ca. kl 20, efter 16 døgn og 20 min.

Klaus vandt ankomstvæddemålet ( 16 døgn 3 timer og 33 min )

Vi indklarerede, og sejlede  derefter hurtigt ud i bugten og kastede anker. Vi sejlede i land i gummibåd og spiste fantastisk grillet hummer med kold hvidvin på restaurant. Vi sluttede aftenen ombord på Impulse med rom og høj cigarføring.

Alt i alt en fed tur over Atlanterhavet med en beholden distance på   2738 Mil

00c2d44e-15c3-4f84-95e5-c17e9ca4e70f

Så nu stod den på 9 dage med fest og farver og masser af rom i Caribien, før vi skulle flyve hjem fra Martinique den 16 december.

Klaus og Carsten

                                           

                                                     

                                 

93e1c3bc-ab17-4584-b60a-2b1359cfd6f6.jpeg
Y